Kommunikationsappen WhatsApp, der ejes af Meta-/Facebook-koncernen, er blevet gjort forbudt at bruge på de ansattes telefoner og computere i det amerikanske Repræsentanternes Hus.

Forbuddet kommer som følge af bekymringer for WhatsApps datasikkerhed.

Appen betegnes som »højrisiko for brugerne«, skriver Financial Times og nyhedsbureauerne Bloomberg og Reuters.

På forbudslisten står i forvejen blandt andet den kinesiskejede chatrobot DeepSeek og ligeledes kinesiske TikTok, som Donald Trump i øjeblikket kæmper med at finde en ny køber til i USA for at undgå, at TikTok skal lukkes for 172 millioner amerikanske brugere – halvdelen af USAs befolkning.

Protester fra Meta

I en e-mail fra administrationschefen i Repræsentanternes Hus beordres de ansatte til ikke at hente eller have WhatsApp på hverken telefoner eller computere fra 30. juni.

Alle vil blive bedt om at fjerne den.

Begrundelsen er »mangelen på gennemsigtighed i, hvordan WhatsApp beskytter brugernes data, fraværet af lagret datakryptering og potentielle sikkerhedsrisici forbundet med brugen«, hedder det i beskeden.

Forbuddet er et voldsomt slag mod Meta-koncernen, der har topchef Mark Zuckerberg som bestemmende storejer, og som de seneste måneder har forsøgt at forbedre sit tidligere anstrengte forhold til Donald Trump. En talsmand for Meta siger da også, at den børsnoterede milliardkoncern »i stærkest mulige vendinger« er uenig i forbuddet.

Meta fremhæver, at beskeder sendt i WhatsApp er væg-til-væg-krypteret som standard. Dermed kan ingen andre end afsender og modtager se dem, heller ikke selskabet selv. Meta understreger også, at WhatsApp har »et højere sikkerhedsniveau end de fleste apps, som er på administrationschefens liste over godkendte apps«.

Disse indbefatter Microsofts Teams, Signal, Apples iMessage og Facetime samt den Amazon-ejede beskedtjeneste Wickr.

Desuden er WhatsApp godkendt til brug i det amerikanske senat, som er den anden del af USAs kongres.

Flere slagsmål er i gang

Forbuddet er det seneste slagsmål mellem de amerikanske myndigheder og Meta. De amerikanske konkurrencemyndigheder har anlagt en monopolsag mod koncernen. Den kan ende med, at Meta bliver tvunget til at frasælge sit vigtigste aktiv, billedtjenesten Instagram. Samtidig er Meta i krydsild med anklager for ikke at foretage sig tilstrækkeligt for at beskytte mindreårige brugere på koncernens sociale medier, ligesom der er kritik af, at for mange brugeropslag bliver fjernet, hvilket krænker brugernes ytringsfrihed.

Meta købte WhatsApp i 2014 for 19 milliarder dollar, hvilket var selskabets hidtil største opkøb. For en uge siden annoncerede WhatsApp, at der nu vil blive vist reklamer i appen – noget, som hidtil har været et mantra, at der aldrig nogensinde ville komme.

WhatsApp hævder at have 1,5 milliarder brugere globalt.

Det er sjældent, at der er åben uenighed i Ruslands regering. Der er præsident Vladimir Putin, og så retter alle andre ind. Men i sidste uge blev sprækker i det politiske panser pludseligt meget synlige.

Det handler om Ruslands økonomi. For er Rusland »på kanten af recession«?

Det mener økonomiminister Maksim Resjetnikov, der kom med budskabet på en økonomisk konference i Sankt Petersborg i sidste uge. 

Han vil have den russiske centralbank til hurtigt at nedsætte renten på 20 procent. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Men det nye er den modsatte melding fra præsidenten selv. Han mener ikke, at der er problemer.

Og det gør Elvira Nabiullina heller ikke. Hun er Ruslands centralbankchef og har ansvaret for at sætte renten. Men Nabiullina havde også en advarsel til samme konference. 

Ifølge BBC sagde centralbankchefen, at Ruslands økonomi »voksede i to år i ret højt tempo, fordi uudnyttede ressourcer blev aktiveret. Vi er nødt til at forstå, at mange af disse ressourcer nu for alvor er blevet opbrugt.«

Inflationen er fortsat for høj

Elvira Nabiullina har spillet en helt afgørende rolle i den russiske succes med at styre økonomien og rublen gennem tre års krig. 

Forud var gået en periode med en hård oprydning i bankerne, så den stod stærkt også efter vestlige standarder. Der var opbygget fonde, og finanspolitikken blev strammet.

Den officielle rente blev efter invasionen løbende sat op til 21 procent i oktober 2024 og begyndte først her i juni en forsigtig nedstigning med rentenedsættelsen til 20 procent. Den officielle inflation i Rusland er på ti procent og dermed langt over målet på fire procent. Uofficielt stiger priserne langt mere.

Centralbanken har ud over renten anvendt kapitalkontrol for at støtte rublen og har iværksæt forskellige tiltag for at støtte bankerne. Nabiullina har en meget høj stjerne hos Putin og har derfor fået lov til at operere usædvanlig frit i et land, hvor anderledes tænkende jævnligt falder ud af vinduet.

Men advarslen om, at »ressourcer er ved at være opbrugt«, er årsagen til, at centralbanken bliver ved med at holde en høj rente. For renten er et ekstremt vigtigt redskab til at flytte ressourcer rundt i en økonomi.

På trods af tre år med sanktioner, op mod en million unges flugt til udlandet, og udvandringen af mange vestlige virksomheder, har Ruslands økonomi klaret sig gennem krigen.

Det skyldes, at krigen har givet en gigantisk udpumpning af penge i økonomien. 

Det militærindustrielle kompleks kører på højtryk. Bonus til militære frivillige, høje lønninger og kompensationer ved død eller invaliditet har givet stor købekraft. Det kan især mærkes i de fattige regioner, der har leveret en stor del af kanonføden – og hvor de militære betalinger fylder meget i den lokale økonomi. Og så har militærfabrikkerne været lønførende for at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.

Men Putin har også forsøgt at holde resten af økonomien skadesløs med offentlige lønstigninger og forhøjelser af pensioner. Højere købekraft i husholdningerne gik hånd i hånd med en stor stigning i det offentlige forbrug.

Derfor er økonomien buldret derudad. 

Mangel på ressourcer

Men et samfund har kun en vis mængde ressourcer. Og i Rusland er det de vejbump, man nu begynder at ramle ind i. Derfor Nabiulinas advarsel.

Rusland har haft op mod en million faldne i Ukraine, hvilket skal ses i sammenhæng med, at de unge årgange lige nu er de mindste i Ruslands nyere historie. Det er dem, der er født omkring det økonomiske kollaps i slutningen af 1990erne. Med undtagelse af nogle få år har der været flere døde end fødte siden Sovjetunionens fald. Sidste år var underskuddet på 600.000.

Der er en kronisk mangel på arbejdskraft, der i perioder har været løst ved import af millioner af gæstearbejdere.

Men nu er der mangel på arbejdskraft igen. Og da produktiviteten er ramt af sanktionerne og manglen på teknologi, har det udløst en bølge af først store lønstigninger og siden inflation. Ifølge The Moscow Times er husholdningerne særlig hårdt ramt af, at prisen på kartofler er steget med 173 procent det seneste år.

Rusland står nu midt i den fase, hvor der ikke længere er ledige ressourcer, og man derfor er nødt til at overføre ressourcer fra civilsamfundet til krigsmaskinen. Altså begynder krigen nu at kunne mærkes.

Det sker ved, at militærudgifter presser de civile poster i statsbudgettet. Rusland har fordoblet militærudgifternes andel af den samlede økonomi til syv procent.

Det sker gennem renten, der presser husholdningerne og ikke mindst de private virksomheder. Byggesektoren er presset i bund.

Og det sker gennem skatter. Putin har allerede hævet en række skatter, blandt andet selskabsskatten, indkomstskatten og en skat på biler.

Det har blandt andet også ramt biler fra Kina for at beskytte den lille russiske bilindustri. Det er en af årsagerne til, at Kinas eksport til Rusland er faldet.

Statsfinanser er svækkede

Ruslands olieproduktion er faldet for at leve op til en aftale med de olieproducerende lande, og statens indtægter fra olie har været ramt af et fald i den internationale pris, øgede håndteringsomkostninger af russisk olie og en kraftig styrkelse af rublen efter Donald Trumps omfavnelse af Putin i krigen mod Ukraine.

Ruslandseksperten, professor Janis Kluge fra den tyske tænketank SWP i Berlin vurderede i maj, at underskuddet på Ruslands finanser ville stige fra 0,5 til 1,7 procent af BNP i år. Og så har man brugt af de statslige fonde til at holde den private sektor flydende. Sanktioner betyder, at de fleste nye statsobligationer skal købes af russiske investorer, hvilket yderligere opsuger købekraft.

Stigning i olieprisen i forbindelse med konflikten omkring Iran hjælper Ruslands statsbudget. Men Donald Trump kan ikke holde til en periode med højere oliepriser. Det gør for ondt på de amerikanske forbrugere. 

Rusland står ikke over for et økonomisk kollaps. 

Men den private sektor er på kanten af recession – præcis som økonomiministeren siger. Når der ikke er ledige ressourcer i samfundet, bliver centralbanken nødt til at holde foden på bremsen. Putin har tidligere opfordret til at finde en »balance« mellem inflation og muligheden for at understøtte væksten. Og renten skal nok gradvist blive sat ned.

Men der er ingen vej udenom. Ruslands krigsmaskine fordrer, at den private sektor må aflevere købekraft. På den ene eller den anden måde. Så nu har præsident Putin et valg. Mellem økonomien og krigen. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Også den danske børs åbnede i overvejende grønt tirsdag morgen, efter at der tilsyneladende nu er våbenhvile mellem Iran, Israel og USA i Mellemøsten.

Eneste store minus var rederigiganten Mærsk, hvis aktiekurs omkring klokken 9.30 – en halv time efter åbningen – lå omkring -3,30 procent.

Mærsk er stadig påvirket af konflikterne, som forstyrrer transportvejene og skaber usikkerhed på havene.

Samlet set lå C25-indekset over de mest handlede aktier allerede små ti minutters handel i et plus på stabile 1,15 procent, hvor det lukkede mandag i -1,56 procent.

Topscorer tirsdag morgen var GN Store Nord, der producerer høreapparater og trådløse høretelefoner og ørepropper, med en stigning klokken 9.30 på +4,14 procent, mens isoleringsgiganten Rockwools aktiekurs steg med omkring 3,55 procent, mens vindmøllegiganten Vestas mønstrede +2,77 procent.

Medicinalgiganten Novo Nordisk, som de seneste dage har været plaget af fald, lå i et plus på lidt over 2 procent.

Allerede tirsdag morgen steg de asiatiske aktier ved udsigten til en våbenhvile i Mellemøsten. Det japanske Nikkei-indeks lå omkring klokken 9.30, dansk tid, i +1,14 procent, mens kinesiske Hang Seng i Hongkong lå i +2,20 procent og Shanghai-børsen i +1,15 procent. Sydkoreas Kospi-børs lå i +2,96, og også i Singapore og Australien var der stigninger, dog under en procent.

Det er kun et lille døgns tid siden, at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs advarede om, at olieprisen på sigt kunne ryge op over 110 dollar per tønde, hvis Iran blokerede Hormuzstrædet.

Men realiteten i dag er, at prisen på Brent-olie fra Nordsøen handles til omkring 67 dollar.

Det er cirka ni procent lavere end for et døgns tid siden.

Prisfaldet er en markedsreaktion på de seneste hændelser i konflikten mellem Iran og Israel.

Først og fremmest blev det set som positivt, at Irans angreb mod amerikanske baser i Qatar var særdeles afmålte og endda var varslet på forhånd.

Og siden fulgte så Donald Trumps udmelding om, at en fredsaftale var lige om hjørnet.

Chefanalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea konstaterer, at de finansielle markeder reagerede positivt på nyheden på et tidspunkt, hvor den ikke engang var bekræftet fra nogen af stridens parter.

Frygten for en eskalering af konflikten fik ellers olieprisen til at tage et midlertidigt hop i opadgående retning mandag.

Hormuzstrædet er et smalt farvand mellem Iran og Oman, og hvis Iran beslutter sig for at lukke det for skibstrafik, vil det blokere for transport af omkring 20 procent af den olie, der produceres i verden.

Investeringsøkonom Per Hansen mener dog, at risikoen for en iransk blokade af Hormuzstrædet er meget lille.

- Det giver heller ikke så meget mening, fordi det også vil pacificere deres egen livsnerve og indtægtskilde for den olie, som de ikke mindst sælger til Kina, vurderer han.

/ritzau/

Arbejdernes Landsbank overtager Pensam Bank, og dermed bliver 17.000 kunder og 40 ansatte nu en del af koncernen.

Det fortæller banken tirsdag morgen, efter at Finanstilsynet har sagt god for overtagelsen.

- PenSam Bank er en veldrevet bank, som vi deler stærke værdier med. Nu er vi kommet et vigtigt skridt nærmere at kunne byde både deres kunder og medarbejdere velkommen i fællesskabet hos Arbejdernes Landsbank, siger Frank Mortensen, der er viceadministrerende direktør i Arbejdernes Landsbank.

Når man endnu ikke er helt i mål med opkøbet, skyldes det, at det på lidt længere sigt er planen, at Pensam Bank skal ophøre og fusioneres ind i Arbejdernes Landsbank.

Det kræver endnu en godkendelse af Finanstilsynet, og den forventes at lande engang til efteråret.

Når det sker, vil Arbejdernes Landsbanks kundekreds vokse med fem procent.

Arbejdernes Landsbank har i dag 350.000 kunder og er dermed landets femtestørste bank.

Banken er grundlagt i 1919 og ejes af en bred kreds af faglige organisationer, fagforeninger og kooperative selskaber.

Hovedaktionæren er 3F, der ejer 33 procent af aktierne.

Pensam Bank er en bank, der hovedsageligt betjener medlemmer af Pensam Pension, der også har ejet og drevet banken hidtil.

Her begrunder man beslutningen om at sælge bankforretningen fra med de øgede lovkrav til bankerne, samtidig med at der kun er beskeden synergi med pensionsforretningen.

/ritzau/

God morgen, og velkommen til Business-overblikket tirsdag morgen! 

Konflikten i Mellemøsten tvinger flyselskaberne til at aflyse eller omdirigere fly og kan føre til højere energipriser, som kan sende inflationen i vejret.

Dohas lufthavn i Qatar måtte mandag indstille flyvninger, efter at flere lande i Mellemøsten lukkede deres luftrum midlertidigt. Det samme skete i Dubais lufthavn i De Forenede Arabiske Emirater. Begge er mellemstop for mange lange flyvninger mellem Europa, Asien eller Australien. Air India har indstillet alle flyvninger i Mellemøsten og til Nordamerikas østkyst og Europa, mens Japan Airlines aflyste fly fra Tokyo til Doha, skriver BBC.

Aktiekurserne på de asiatiske børser stiger tirsdag morgen, mens oliepriserne faldt med over tre procent oven i et fald på ni procent mandag efter udmeldingerne om en mulig våbenhvile i konflikten mellem Iran, Israel og USA, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Bloomberg. Dermed synes drevet over om en lukning af Hormuzstrædet syd for Iran, hvorigennem 25 procent af verdens olie- og 20 procent af verdens naturgasforsyninger sejles.

Priserne på at få plads på tankskibe ramte mandag det højeste siden marts 2023. De er nu fordoblet, siden Israel affyrede sine første missiler mod Iran.

Den Internationale Valutafond (IMF) har advaret om, at amerikanske angreb på Iran kan skade den globale, økonomiske vækst, skriver The Guardian.

Status på markederne

Dagens vigtige

Partier vil have TDC-handel stoppet. Nye oplysninger viser, at historisk TDC-handel kan brase sammen. For det undersøges nu, om salget til en omdiskuteret kapitalfond truer den nationale sikkerhed, skriver Berlingske. Handlen møder hård kritik fra partier, der kræver salget stoppet og har kaldt Erhvervsministeren i samråd. Minister vil ikke udtale sig om »verserende sager«.

**

Novo på opkøbstogt under Fruergaard. Medicinalgiganten Novo Nordisk har købt stort ind under afgående topchef Lars Fruergaard Jørgensen. Ni opkøb til 85 milliarder kroner viser en gennemgang, som Finans har foretaget, men ifølge aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank mangler investorerne stadig at se »en reel værdiskabelse« fra de mange opkøb. 

Den amerikanske ærkerival Eli Lilly har dog i samme periode brugt knap 157 milliarder kroner på dobbelt så mange opkøb.

**

Flere milliarder på vej til statskassen efter sommerferien. Regeringen bliver ved med at finde flere penge i statskassen til velfærd, forsvar eller skattelettelser, senest 58 milliarder kroner. Flere økonomer kan imidlertid ikke afvise, at der bliver fundet nye milliarder i det økonomiske råderum efter sommerferien, skriver Børsen. 

Finansminister Nicolai Wammen (S) har dog »ikke nogen forventning om, at der vil være en væsentlig opjustering, når vi når til august«.

**

Statskassen bugner – om fem år kan det se anderledes ud. Økonomiprofessor Michael Svarer ved Aarhus Universitet advarer om, at hvor statskassen lige nu bugner med penge, kan det om fem år se helt anderledes ud, skriver DR. Danskerne bliver nemlig ældre og ældre og får stadig færre børn. »Disse årgange, der er rigtigt, rigtigt sotre, kommer til at forlade arbejdsmarkedet i større stil, og det vil sige, at der er færre til at finansiere den velfærd, som skal hjælpe den ældre generation. Det kommer til at presse de offentlige finanser,« siger han.

**

Sådan kan iranske trusler ramme danskernes pengepung. Iran rasler med sablen og truer med at lukke det vigtige Hormuzstræde. Selvom eksperter ser lav sandsynlighed for, at blokaden reelt bliver til noget, kan truslerne få konsekvenser for danskernes pengepung, skriver Berlingske. Chefanalytiker forklarer hvordan.

God dag!

Regeringen kan tilsyneladende være havnet i en kattepine, hvor den enten må lade kritisk infrastruktur falde i hænderne på en udskældt kapitalfond eller bremse en af de største virksomhedshandler i nyere tid.

Det kan Berlingske nu beskrive på baggrund af nye oplysninger fra kilder med kendskab til sagen. 

I maj meddelte ATP, PFA og PKA, at de tre pensionskasser ønsker at sælge deres halvdel af TDC-koncernen til den australske kapitalfond Macquarie, der for nuværende ejer den anden halvdel.

Et lignende scenario udspillede sig sidste år, hvor staten brugte 32 milliarder skattekroner på at forhindre netop Macquarie i at købe Københavns Lufthavn af ATP.

Siden maj har regeringen imidlertid forholdt sig tavst om TDC og har afvist at svare på en række spørgsmål om det forestående salg af koncernens samfundskritiske infrastruktur.

Sagen er ligeledes mørklagt af Erhvervsstyrelsen, som behandler sagen efter den såkaldte investeringsscreeningslov, som undtager embedsværkets arbejde for aktindsigt.

Hvorvidt der overhovedet er en sag, kan styrelsen »hverken be- eller afkræfte«, har det lydt siden maj.

Ifølge Berlingskes oplysninger er dette dog tilfældet, og det granskes nu, om kapitalfonden skal forhindres i at købe resten af TDC.

Et salg, der vækker bekymring og afføder hård kritik fra oppositionen – og får en teleanalytiker til at understrege, hvor vigtig en rolle TDC spiller for det danske samfund.

Skal godkende »Vampyrkænguruen«

For Macquarie har i forbindelse med overtagelsen indgivet en såkaldt FDI-indberetning til Erhvervsstyrelsen.

Det betyder i praksis, at handlen nu granskes i henhold til investeringsscreeningsloven fra 2021, hvor Erhvervsstyrelsen skal vurdere, om den udenlandske investering truer den nationale sikkerhed.

En lov, der tidligere er blevet brugt til at blokere salget af selskabet NKT Photonics til japanske Hamamatsu. Efter en genbehandling blev den handel dog godkendt.

Ifølge Berlingskes oplysninger befinder TDC-granskningen sig nu i den såkaldte fase to, hvor der endeligt skal tages stilling til, om købet kan godkendes.

Her skal det vurderes, om staten finder købet problematisk, og hvilken sikkerhedsrisiko staten skønner, der er, og her bliver der blandt andet kigget på, hvor pengene i den australske kapitalfond kommer fra.

Eksempelvis hvilke kinesiske og russiske investorer Macquarie måtte have og andre geopolitiske overvejelser.

Det er fortsat uvist, om handlen bremses, godkendes, eller om staten vil have indført forbehold og særlige vilkår for at lade handlen gå igennem.

Om ikke andet kan staten stå i en kattepine.

For Macquarie ejer allerede halvdelen af TDC, og det er uvist, hvad der vil ændre sig fra den nuværende situation, hvis kapitalfonden bliver eneejer.

I 2018, da australierne købte sig ind, var investeringsscreeningsloven imidlertid ikke trådt i kraft, og staten har derfor ikke tidligere taget stilling til, om den finder kapitalfonden problematisk som ejer.

Allerede dengang, advarede en af TDCs medejere dog mod at lade Macquarie overtage mere end 50 procent af koncernen og investere i kritisk dansk infrastruktur.

Det ville ikke være »hensigtsmæssigt«, og et frasalg ville betyde »yderligere usikkerhed om TDC«, lød det fra Torben M. Andersen – formand for ATP og økonomiprofessor.

Macquarie har tidligere markeret sig som en kontroversiel og brutal investor og er af den britiske avis The Times døbt »Vampyrkænguruen«.

Et lidet flatterende øgenavn, der er blevet hæftet på fonden, fordi den ofte har været involveret i kontroversielle sager og gået til grænsen, når det handler om at skaffe et afkast og investere i kritisk infrastruktur i Europa.

Regeringen »sover i timen«

Udsigten til kapitalfondens fulde ejerskab af TDC vækker derfor bekymring på Christiansborg, hvor blandt andet SF er bekymret for, at TDC, som leverandør af kritisk infrastruktur, sælges til netop Macquarie.

»Det virker meget nonchalant i de her tider, at regeringen ikke har en holdning til, om et selskab med tre millioner kunder, og som sidder med al offentlig teleinfrastruktur, er kritisk infrastruktur. Hvis TDC var væk i morgen ville Danmark ikke fungere,« siger partiets erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, som har kaldt erhvervsminister Morten Bødskov (S) i samråd om sagen.

»Når man har nogen, der vil købe TDC, som har efterladt et blodigt spor af ødelæggelse bag sig, undrer det mig virkelig, at man ikke har gjort noget aktivt for at forhindre dem i at overtage kritisk infrastruktur,« tilføjer hun.

Ser I gerne, at det skulle være en statslig aktør, der i stedet går ind og overtager TDC?

»Vi kan sagtens diskutere, hvem der skulle eje en så stor aktør, der er kritisk for at få landet til at hænge sammen. Men som absolut minimum vil jeg sige til regeringen, at de sover i timen. Vi skal have differeret vores telesektor som kritisk infrastruktur, og hvis der skal være et privat ejerskab, så skal der være en lovgivning, det matcher vigtigheden,« siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Macquarie. Det har ikke været muligt inden deadline.

Også Dansk Folkeparti er bekymret for, hvorvidt TDC overtages af en ejer, der ikke nødvendigvis har danske interesser for øje. Det fortæller partiets finansordfører, Peter Kofod, som ligeledes langer ud efter regeringen for dens tavshed.

»Så må regeringen sige noget, der kan berolige os i denne her situation. Det kan godt være de kan det, men det er deres problem, og de må komme på banen og mene noget om det,« siger han og fortæller, at staten ikke bør »acceptere, at TDC ryger af danske hænder«.

»I de her år er det måske sundt at sikre, at staten har en eller anden for kontrol med TDC, og vi ikke står i en situation, hvor andre ejer kritisk dansk infrastruktur,« siger Peter Kofod.

Statens »skrækscenarie«

For selvom der i Danmark findes en række andre teleselskaber, sidder TDC-koncernen med forretningsbenet TDC-Net, som tidligere statsmonopol, på særdeles omfattende samfundskritisk infrastruktur, hvilket betyder, at også PET er involveret i den forestående handel.

Infrastruktur, som blandt andet består af sikre telefonlinjer og net, som benyttes af eksempelvis Forsvaret, hospitaler, politiet, beredskabet og bankerne.

»Ved alt, der kræver særlig sikring, er produkterne på nuværende tidspunkt kun tilgængelige fra TDC. Dermed er ejerskabet interessant,« siger Torben Rune, der er selvstændig teleanalytiker og følger sektoren tæt.

Han påpeger, at TDCs ejer har fuld kontrol med de kritiske installationer, og at der dermed er en potentiel sikkerhedsrisiko ved at lade koncernen komme på udenlandske hænder.

Og af den årsag vil Erhvervsstyrelsen sikre sig, at Macquarie ikke har modstridende interesser med den danske stat.

For statens »skrækscenarie« er, at man ved at forlade sig på en enkelt leverandør har gjort sig for afhængig, og at hele Danmark kan »lammes«, hvis en ny ejer vil.

»Hvis en leverandør pludselig lukker for alle politiets ledninger, elselskabernes systemer, eller hvad ved jeg, så er man på den. Staten er 100 procent afhængig,« siger Torben Rune og tilføjer en række eksempler som flytrafik, togdrift og lyssignaler, der ligeledes kan sættes ud af spil, da det er afhængigt af ydelser fra TDC.

»Man er blevet så afhængig af de her telenet. Og der er kun det selskab, som principielt kan lukke for det hele på en gang. Det er om noget nationalt kritisk,« siger han og peger på, at den afhængighed gør sig gældende i mange europæiske lande og er årsag til, at andre nationer stadig har varierende grader af statsligt ejerskab af telesektoren.

Ville mødes med ministre

At handlen tilsyneladende er prekær, understreges af, at Macquarie i marts – før ønsket om at overtage det fulde ejerskab blev meldt ud – forsøgte at få et møde med finansminister Nicolai Wammen (S).

Det har Børsen tidligere beskrevet på baggrund af en aktindsigt, som Berlingske ligeledes er i besiddelse af.

Kapitalfonden ønskede at »diskutere« en kommende overtagelse af TDC-koncernen, men ministeriet afviste, at Wammen ville mødes.

»Vi har en spændende og nært forestående mulighed for at bygge endnu videre på denne udvikling, som vi gerne vil diskutere med dig så snart som muligt,« skriver Macquarie, der foreslog en række forskellige mødedatoer.

Samme formulering og forespørgsel sendte kapitalfonden ligeledes til udenrigsministeriet, hvor et møde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) blev forsøgt sat i stand.

Ministeren ønskede imidlertid heller ikke at mødes med australierne. Der blev dog afholdt et møde med en af ministeriets embedsmænd, hvilket Finans tidligere har beskrevet.

Til mediet oplyser udenrigsministeriet, at det var første gang, at Macquarie »orienterede om den konkrete beslutning om den yderligere investering og dens størrelse.«

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Morten Bødskov og spurgt, hvorvidt han mener, at TDC sidder på kritisk infrastruktur, som bør beskyttes, og om staten mener, at Macquarie er en problematisk ejer.

I et skriftligt svar udtaler ministeren, at Macquarie selv har fortalt, at kapitalfonden har indsendt en ansøgning om tilladelse til at overtage TDC og tilføjer:

»Jeg kan ikke udtale mig yderligere om konkrete eller verserende sager. Formålet med investeringsscreening, som både SF og DF stemte for, er at beskytte national sikkerhed og offentlig orden mod mulige trusler fra udenlandske investorer. I den verden vi lever i nu, er det blevet en endnu mere vigtig og central opgave. Den sikrer altså netop en mulighed for at gribe ind over for udenlandske investeringer, der udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark.«

Mens de store teleselskaber jager mobilkunder i stor stil, høster det mindste af TDC-koncernens selskaber under radaren stille og roligt flere af de små og mellemstore virksomheder, som det danske erhvervslandskab har flest af.

29.000 virksomhedskunder kan Relatel med hovedkontor på Østerbro og alle 70 mand samlet indenhuse nu tælle sammen. For et år siden var det 25.000. I alt er der dermed nu 120.000, som bruger selskabets mobiltelefoni, digitale omstillingsborde og 5G-internetforbindelser på deres arbejdsplads.

»Vi kender kunderne. Vi har vores egne softwareudvikler, så vi udvikler produkterne i takt med kundernes ønsker, og vi bruger selv vores egne omstillingsløsninger. Samtidig er vi tæt på TDC Erhverv, som har et andet fokus med større løsninger og sikkerhed, og som vi eventuelt kan henvise til. Vi holder vores nichefokus,« fastslår Mads Hein.

Han er administrerende direktør for Relatel siden 1. marts i år og med en bagage på 5½ år i spidsen for TDC-koncernens bredbåndsselskab Hiper – og før da i konkurrenten Telenors erhvervsdivision.

Relatels marked er hele Danmark med fokus på virksomheder fra en-to ansatte og op til 50.

Fem meter fra udvikler til kundeservice

46-årige Mads Hein vil bruge erfaringerne fra Hiper hos Relatel. Han vil styrke det digitale salg, altså give kunderne mere direkte adgang til let at finde og vælge, hvad de præcis har brug for, så deres forretning fremstår mere professionel.

Det kan f.eks. ske ved at få et hovednummer, så virksomhed og privatliv adskilles, når man er en helt lille virksomhed. Omstillingsløsningen, som Relatel selv udvikler, giver mulighed for at give kunderne en indtalt velkomsthilsen, sætte åbningstider på, have en telefonkø eller gennem en tastemenu kunne få fat i den rigtige afdeling.

»Det handler om skræddersyede løsninger. Derfor sætter vi mere fokus på at bruge vores kunder til at videreudvikle produkterne og efterspørger kundeønsker på hjemmesiden. Synes vi også, at der er brug for en foreslået funktion, udvikler vi den,« siger Mads Hein.

Han fremhæver fordelene ved at have kundercenterfolk, udviklere og markedsføringsfolk samlet på ét sted.

»Vores styrke er at have alle 70 mand samlet – der er kun fem meter fra udvikleren til den første kundeservicemedarbejder. Planen er derfor ikke, at vi skal være flere, men vi skal fortsat vokse, og det gør vi med tocifrede vækstrater,« forklarer han.

Relatels direktion er netop blevet styrket sin direktion med to for at få mere gang i det digitale salg og styrke kendskabet til Relatel.

»Vi oplever en god vækst og forventer at kunne fortsætte med samme vækstrater. Vores vurdering er, at vi har omkring otte procent af markedet for små og mellemstore kunder, og jeg forventer, at vi godt kan nå op på 12-15 procent inden for en overskuelig årrække. Der er et stort marked for at give kunderne en professionel facade,« siger Mads Hein.

Relatel formår både at få nuværende kunder til at købe flere tjenester og at hente nye kunder ind.

Topchef vil ikke udvide

Relatel opstod ved en sammenlægning af Firmafon, der var et softwarehus, som udviklede omstillingsløsninger, og Fullrate Pro, som solgte mobiltelefoni og internet.

»Den kombination har været rigtigt god, og i dag har vi en velsmurt maskine,« mener Mads Hein.

Overvejer du at udvide forretningen, så I sælger »hele pakken« med telefoni, bredbånd m.m.? Mange foretrækker én leverandør for at spare bøvlet med flere.

»Det er selvfølgelig en oplagt tanke også at have faste forbindelser og bredbånd, især når jeg har en fortid i Hoper. Men timingen er ikke til det. Vi skal holde fokus på, hvad vi er allerbedst til, nemlig skræddersyede omstillingsløsninger. Vi har mobiltelefoni og 5G-internet på hylderne, som kunderne kan komme rigtigt langt med. Har de brug for fiberforbindelser, kan de købe dem andre steder. Det er ikke planen at tage det med i vores portefølje,« fastslår Relatel-topchefen.

Til gengæld vil både Relatel selv og kunderne bruge mere kunstig intelligens fremover.

»I dag har vi en chatfunktion til kunderne, bemandet med kunstig intelligens, så vi tager første del af kundekontakten digitalt. Vi får forespørgsler om hjælp til at automatisere virksomhederens kundehenvendelser, så vores kunder kan bevare deres fokus. De vil derfor også kunne bruge kunstig intelligens i forhold til deres kunder. Vi er allerede i gang med det. Man kan bare ringe eller skrive – eller kontakte os digitalt...,« siger Mads Hein.

Arne Lohmann Rasmussen har meget travlt i disse dage.

Som chefanalytiker i Global Risk Management er hans job nemlig at holde øje med verdens energimarkeder – især olie – og lige nu sker der ekstremt meget på den front.

Uroen i Mellemøsten har fået olieprisen til at suse op med 20 procent den seneste måned, og lige nu holder folk som Arne Lohmann Rasmussen vejret, for stigningen kan vise sig kun at være begyndelsen.

Iran truer nemlig med at lukke det enormt vigtige Hormuzstrædet, efter USA i weekenden angreb tre iranske atomanlæg.

Arne Lohmann Rasmussen, som har fulgt oliemarkedet i 25 år, tror af flere årsager ikke, at Iran rent faktisk gør alvor af sine trusler om at lukke strædet.

Men hvis det sker – hvilket chefanalytikeren ser 10-15-procents sandsynlighed for – vil det få store konsekvenser for verdenshandlen og i sidste ende danskerne.

»Der er en meget lille sandsynlighed for, at Iran lukker strædet. Men det vil have en voldsom effekt, hvis de gør det,« pointerer Arne Lohmann Rasmussen.

Han har allerede bidt mærke i en ting, der bekymrer ham.

Strædet har betydning for dig og mig

Det er langtfra alle, der kan placere Hormuzstrædet på et verdenskort, men derfor skal man ikke undervurdere passagen på 161 kilometer, som er et af de mest trafikerede steder i hele verden.

Hormuzstrædet ligger mellem Oman og Iran, og det forbinder Den Persiske Bugt med Omanbugten.

Hele 20 millioner tønder olie sejlede i gennemsnit gennem strædet hver dag sidste år, viser tal fra den amerikanske energimyndighed EIA.

Det svarer til, at godt hver femte tønde olie i hele verden har taget turen gennem Hormuzstrædet, og betydelige mængder naturgas gør det samme.

Bliver strædet blokeret, kan markedet ikke opveje tabet på anden vis. Heller ikke hvis andre lande skruer op for olieproduktionen, påpeger chefanalytikeren:

»Vi risikerer at komme i en situation, hvor vi for første gang siden 1970erne mangler fysisk olie på markedet på den korte bane.«

Den erfarne oliemand understreger derfor, at en lukning af strædet vil have enorme konsekvenser – også for danskernes pengepunge. Olie, benzin, naturgas og endda strøm vil blive betydeligt dyrere herhjemme.

Men de stigende energipriser er bare én mulig konsekvens.

»En blokade af strædet kan være det, der får verdensøkonomien til at tippe ind i en recession. Verdensøkonomien er allerede under pres på grund af toldkrigen, og det her er det sidste, vi har brug for,« mener chefanalytikeren.

En recession vil sandsynligvis sende danskernes aktieformuer ned og inflationen op, men der er ingen grund til at male fanden på væggen endnu.

Arne Lohmann Rasmussen tror mest på, at Irans trusler bliver ved snakken. Det samme gør andre eksperter, som blandt andet CNBC har talt med.

I løbet af weekenden har chefanalytikeren dog opjusteret sin sandsynlighed fra under fem til nu 10-15 procent for, at strædet lukkes.

Et økonomisk selvmål for Iran

Hvis Hormuzstrædet bliver lukket, vil det være historisk.

Det har aldrig været lukket før. Ikke engang under Irakkrigens værste dage. Og det vidner om en ganske vigtig ting:

Iran har selv en massiv interesse i at holde strædet åbent, fordi landet eksporterer olie til Kina den vej, og fordi Iran importerer benzin og diesel, som de ikke selv har raffinaderier nok til at lave.

Blokerer Iran strædet, vil det være et økonomisk selvmål. Det er det vigtigste argument for, hvorfor chefanalytikeren i udgangspunktet ikke ser en lukning komme.

»Hvis Iran var et rationelt land, kunne de ikke finde på at lukke Hormuzstrædet. Men de har en irrationel ledelse og er trængt op i en krog, hvor en lukning er det eneste våben, man har tilbage,« uddyber Arne Lohmann Rasmussen.

Det iranske parlament har søndag vedtaget, at Hormuzstrædet kan lukkes, men det er landets øverste sikkerhedsråd, der officielt skal stemme for det.

Arne Lohmann Rasmussens øjne er dog stift rettet mod den iranske leder, ayatollah Ali Khamenei, fordi det er ham, der plejer at have det sidste ord.

Chefanalytikeren holder også øje med noget andet, der bekymrer ham. For en blokade af strædet kan se ud på mange måder.

Pludselig rammer skibe ind i hinanden

Tirsdag i sidste uge stod to skibe i brand nær Hormuzstrædet.

Skibene var sejlet ind i hinanden, og selvom Reuters hverken meldte om tilskadekomne eller olieudslip, vakte uheldet opsigt.

Fra besætningerne lød det, at de to skibe var sejlet ind i hinanden, fordi deres vejvisere i form af GPS- og AIS-signaler viste forkert.

»Når de to signaler bliver påvirket, øger det risikoen for, at skibe sejler sammen. Det er en form for påvirkning af strædet, og det er ret tydeligt, at det kommer fra iransk side,« forklarer Arne Lohmann Rasmussen.

Lukker iranerne Hormuzstrædet, vil det være ulovligt, fordi det er internationalt farvand. I praksis vil Iran også have svært ved at lægge eksempelvis miner for at spærre strædet af fysisk.

Den erfarne analytiker mener dog ikke, at en fysisk blokade er nødvendig.

De iranske trusler og signalforstyrrelserne har sendt forsikringspræmier i vejret på tankskibe, og prisen for at få sejlet olieprodukter rundt i verden er steget.

»Det er truslen i sig selv, der er effektiv. Har et land adgang til missiler, kan man udrette ret meget skade med få midler. Man skal bare ramme ét skib med et missil, så er risikoen så stor, at mange vestlige rederier ikke vil sejle igennem,« siger Arne Lohmann Rasmussen.

Han drager en parallel til, at houthiernes missilangreb i Det Røde Hav fik mange rederier til at sejle syd om Afrika i stedet for at skyde genvej.

Der er dog en væsentlig forskel på situationen i Det Røde Hav og i Hormuzstrædet.

Der er ingen oplagte alternative sejlruter til Hormuzstrædet, siger chefanalytikeren, og derfor kan energipriserne spurte opad, hvis det bliver blokeret.

Spurten kan meget vel komme til at ligne dem, vi så under Ruslands invasion af Ukraine eller Irakkrigene, mener Arne Lohmann Rasmussen.

Han vurderer, at olieprisen kan stige 50 procent fra dagens niveau, hvor en tønde nordsøolie koster 77 dollar, hvis lukningen bliver en realitet.

Status mandag eftermiddag er dog, at olieprisen næsten står stille, selvom det er første handelsdag efter det amerikanske angreb i Iran.

Men verden drejer hurtigt i disse dage, og alt kan blive ændret på et splitsekund.

Kære læser.

Af gode grunde ved jeg ikke, hvordan din weekend har været, men jeg håber, den har været fyldt med is, sol og sommer.

Det har min i hvert fald.

Jeg har varmet godt og grundigt op til sommerferien, men inden vi allesammen trækker stikket og glemmer alt om vores privatøkonomi, vil jeg minde dig om en vigtig deadline, der venter lige om hjørnet.

Deadlinen er 1. juli, og det er simpelthen skæringsdatoen for, hvornår det bliver endnu dyrere at have skattegæld.

Med andre ord:

Hvis du – ligesom jeg – åbnede din årsopgørelse for 2024 i foråret og så, at du manglede at betale noget til Skattevæsenet, så er det en rigtig god idé at få den gæld ud af verden.

Når kalenderen viser 1. juli, springer renten på restskat nemlig fra 5,3 procent til 7,3 procent. Og man får vel at mærke ingen fradrag for renteudgifterne – overhovedet.

Revisionshuset BDO har regnet på, hvad renteforskellen betyder i kroner og øre.

Har man en restskat på 5.000 kroner, er der over 200 kroner at spare ved at betale inden skæringstidspunktet, påpeger de.

Spørger du mig, er den besparelse værd at tage med. Det kan hurtigt blive til et par is eller fem i løbet af sommeren, hvis du alligevel har pengene til rådighed.

Min egen restskat sørgede jeg for at få ud af verden med det samme, jeg blev opmærksom på den, for Skat lægger dag til dag-renter på, og jeg synes ikke ligefrem, det er sjovt at betale renter.

Derfor har jeg også rettet min forskudsopgørelse i år til, så det forhåbentligt ikke sker igen.

Ugens anbefalinger

Hvis du modtog nyhedsbrevet i sidste uge, vil du måske have bemærket, at vi har introduceret et nyt punkt.

Vi kalder det »Ugens anbefalinger«, og her vil min kollega Povl Dengsøe og jeg anbefale tre artikler med et privatøkonomisk fokus, vi er stødt på i løbet af ugen.

I denne omgang er mine anbefalinger:

• Visse boligejere kan spare penge på at splitte realkreditlånet op i to. Jeg har talt med cheføkonom i Mybanker Jens Hjarsbech om, at boligejere med afdragsfrihed og relativt høj gæld i deres bolig kan spare penge på at have to realkreditlån. Læs mere her.
• Her bobler boligfesten mest. Danskerne handler boliger i rekordhøjt omfang. Andre områder overhaler nu hovedstaden, som ellers plejer at ligge i front. Læs Povl Dengsøes artikel her.
• Så stor en besparelse venter 300.000 danske boligejere. Den 1. juli er også en vigtig skæringsdato for boligejere med F-kort- eller FlexKort-lån. De får ny rente, og Euroinvestor har forhørt sig hos realkreditinstitutterne om, hvad de forventer. Læs mere her.

Ugens tip

Et hav af danske unge får i disse dage studenterhuen på hovedet, og jeg glæder mig allerede til at cykle hjem fra arbejde og møde en buldrende studentervogn på min vej.

Som en slags »tillykke« til jer studenter kommer der et privatøkonomisk fif, som jeg selv gerne ville have vidst, da jeg var i jeres sted:

Når I flytter hjemmefra og måske begynder at studere, vil mange af jer sandsynligvis tage et studiejob for at få de økonomiske ender til at mødes.

Jeg kan kun anbefale, at man tager et job. Studier viser, at man lettere kommer i arbejde bagefter, og det er genialt at møde nogen uden for studiegruppen.

Hagen er bare, at hvis du arbejder en hvis legemsdel ud af bukserne, risikerer du at skulle betale din SU tilbage, fordi du har tjent for meget.

De fleste på en videregående uddannelse må tjene 237.588 kroner ved siden af deres SU om året. Det er temmelig højt og er blevet sat op for nogle år siden, men jeg kender alligevel mange flittige mennesker, der har været tæt på at overskride det.

Derfor kommer her et lille tip, som min gode ven gjorde mig opmærksom på: Hvis man tjener mere end grænsebeløbet, kan man bede sin arbejdsgiver om at indbetale differencen til en ratepension med fradrag.

Der er intet odiøst i at gøre det. AkademikerPension foreslår det endda selv, og på den måde kan man tjene en del ekstra til alderdommen uden at betale sin SU retur. 

Jeg håber dog, at du lige tager en snak med din arbejdsgiver – og måske dit pensionsselskab – inden du satser på løsningen.

Hav en dejlig uge – tak for at læse med og SKÅL, hvis du er blevet student!